Erindringer.
Arkivet rummer mange nedskrevne erindringer, heraf kan f.eks. nævnes:
Hans Andersen Hansen: Om skoleforholdene i Glud i 1870erne
Henry Ingversen: Barndomsminder fra Glud omkr. 1917
Marius Nielsen: Fra barndom i Sondrup til fodermester på Tønballegrd.
Laurits Knudsgaard: Tjeneste dreng på Hjarnø i 1916, samt om Andelsmejeriet "Hamlet" i Skjold
Peter Hansen: Om Hans Jensen, jagthistorier og Glud fiskeklub
Anna Frederiksen: Om orginaler fra Glud og Sønderby
Norsk Pige: Oplevelser i Glud 1945
Ane M. Hansdatter: Barndomsminder fra Strandkjær før 1900
? Dagligliv i Bjerregaard 1940-50
J.P.Baungaard: Tidsbillede fra Boller omkr. 1900
Birgitte Sørensen: Erindringer fra Hjarnø omkr.1890
Magda Andersen: Om Glud og sejlads med rutebåden fra Flinte hage til Horsens.
Birgit Møller: Minder fra Glud
Jens Munk: Om Glud nørremark
Helga Svendstrup: Om den gamle og den nye Skole i Glud
Svend Aage Baungaard: Drenge og skole erindringer omkr. 1940
Hans Andersen: Beskrivelse af Glud omkr. 1920
Ejnar Pedersen: Fra Svinballe til Glud og Søborg omkr. 1909
Karen Laursen: Barne og ungdoms minder, Glud omkr.1940
Asta Pedersen: Erindringer fra Sønderby 1940-43.
Karsten Nielsen: Eksamens opgave ang. Snaptun
Ester Tuesen: 2nd. Verdenskrig set fra Bisholt.
Jens Peter Nielsen:Trænkonstabel i 1864 og om huset Nyborg
Erindrings eks.
Jens Peter Nielsen Trænkonstabel i 1864
Efter indkaldelsen drog jeg fra Bisholt den 12 december 1863 til Horsens og derfra til Veile med dagvogn, og derfra til Kolding med en anden lukket vogn. Veiret var om eftermiddagen strængt med regn og blæst. I Kolding blev vi natten over. Den 13 kjørte vi derfra i aaben vogn, da var veiret igen blevet smukt. Da vi kom til haderslev var dagvognen gaaet og efterdi det saa ud til at blive strængt veier besluttede vi at at blive til kl.8 naar dagvognen gik igen . Vi tog da med den til Flensborg og nåede lige at komme med banetoget den 14 om morgenen kl.8
der traf jeg et par af mine gamle kammerater, som og skulde til Altona og vi nåede at komme der inden aften. Jeg blev tillige med en anden trænkonstabel indkvarteret hos en skomager...
3 mdr senere:
......
vi kom endelig igjennem Sønderborg og lidt udenfor til en Herregaard, hvor vi holdt for at faa at vide hvor hvor vi skude hen. Da raabte en og anden vi skulle blive der og andre svarede ja, hvorpaa jeg søgte at faa hestene ind saa snart det var muligt. Der blev og 4 andre af mine kammerater. De andre vare dragne bort mens vi fik hestene ind, og at opsøge dem med det samme var ikke til at tænke på da thi det var mørk nat. Vi lagde os derfor til roe til næste dag, men da vi saa os om var der ingen bye at see i nærheden, og heller ikke kunde vi opsøge hvor vort batteri var. Overalt hvor vi kom var der en hel del der var kommet fra deres afdeling og ikke vidste hvor de skulde finde dem.
Hestene gik paa marken med baade sele og saddeltøj på. Nu søgte vi ind til Sønderborg for at opspørge vejen, men forgæves. derpaa søgte vi ud til skanserne hvor kanonerne stod, for der ved vagten at faa underretning.
Hans Andersen Hansens skole erindringer fra 1870erne:
Når jeg tænker på den gamle skole i Glud, som den var i min skoletid, så ledes tanken ikke hen på noget ophøjet, heller ikke noget fladt, men noget jævnt. Stenpikningen i skolens forstue, med dens altid dugvåde småstenspikning, den lave dør, der fik læren til at duve sit grå hoved, men tillod vi andre at vælte os i en bred strøm ud og ind, alt for os var som derhjemme. Jeg syntes i tanken at mærke den støvmættede luft, der ved skoledøren strømmede os i møde
Skolestuen var omtrent en ligesidet firkant, loftet så lavt at når degnen rigtigt svingede tampen, slog han knoerne imod, hvad der bidrog til at fordele smerten, men fik ikke degnens sind i ligevægt. Øverst oppe ved loftet løb en bred liste med påmalede numre fra 1 til 72. der har jeg hørt at børnene i skolens ungdom stillede sig, når skoletimen begyndte. de havde hver sit nummer og så var det let at kontrolere hvem der manglede.
Alle bordene var rent overdådigt forsynet med billedskærer arbejder der skulle forestille dyr, planter, mennesker og navnechifre foruden så meget andet som vel til dels har stået klart for fremstilleren, men for en uindviet så ret tilfældigt ud, og vel i flere retninger stod fuldt på højde med vor tids moderne kunst.I sprækkerne under bordet lod der sig let anbringe forskellige slags musikinstrumenter. En gammel pen hvis ene flire var knækket af ver det mest almindlige. den kunne frembringe en enkel tone, drer snart efter istemtes af flere. Når så orkestret var godt igang blandede degnen sig med et brutalt: Hvem tinker!. Så blev der roligt en lille tid.
Laurits Knudsgaard:Tjenestedreng på Hjarnø i 1916
Min næste plads blev hos gaardejer og sognefoged Hans Hansen og Marie, hans kone. De havde 3 døtre hvoraf den ældste Dorthea var ude at tjene. den næste Agnes var hjemme og hjalp med alt på gården. den yngste Astrid var på alder med mig, 11 år og var til hjælp for hendes mor. jeg skulle passe køerne, Marie og Agnes malkede og karlen Rudolf passede hestene.Gården var på ca 40 tdr land fin muldjord. der var en besætning på godt en halv snes brogede køer og 2 heste og en plag og når den var kørt til.
Grise var der ikke mange af , men om det var på grund af krigen hvor kornet skulle afleveres til staten, eller andre årsager vides ikke. Når grisens blev leveret, blev de læsset i en kassevogn, i hvis 4 hjørner der var boret et hul og en rendesnor blev sat om grisens ene forben, og derefter blev den anden ende trukket gennem hullet og gjort fast i beslag på den udvendige side. derefter kørt ned til anløbsbroen, læsset over i en trolje, der løb på tiupvognsskinner ud på brohovedet, hvor de blev læsset af hvis der var flere grise der skulle med damperen. Det kunne være besværligt at passe på at de ikke sprang i havet.
Når vi skulle over til Snaptun henvendte vi os til posten der hed Jørgen Juul, der tillige var færgemand og reservelods. der var 2 statsansatte lodser på Hjarnø., men hvis der var livlig trafik på fjorden og de 2 faste lodser enten var på vej ind ad fjorden eller ikke var kommet cyklende hjem igen inden den 3die sejler hejste lodsflag uden for fjorden, så sejlede posten, eller fisker Jens Pedersen ud og lodsede skibene i havn. De gamle fiskere var som regel fhv. sømænd der havde sejlet i deres unge dage og kendte fjordens mange sving.
Anna Frederiksen: Om orginaler i Glud og Sønderby
Min bedstefar Peje i Nørby ejede vist også et eksemplar af Cyprianus og det siges at engang hans kone Kirsten havde lærred på Bleg, og det skulle helst hænge uden i frost om natten, var der en der lod sig friste. Peje gik ikke til herredsfogeden eller anden øvrighed, nej han gik ud i stalden og lagde et dækken på det sorte øg og så red han om ad Holmen og op til Hans Pedersen i Østrup. Han havde lånt hans Cyprianus og med bogen under armen red Peje samme vej hjem. Næste morgen hang Kjerstens lærred igen i haven på sin plads.
....En anden dygtig kone var Marie Dannebrog som gik på arbejde for en lille dagløn. Tilnavnet Dannebrog kom af at hendes mand var bleven hædret med Dannebrogkorset. Når vi hjemme skulle brygge eller bage i den store ovn var Marie en uundværlig Hjælp, og hun og bedste lagde al deres visdom i når der var fuldt af Rug, Hvede og Sigtebrødsdej og så havde vi brød og kage nok til en måned. Hendes datter kathrine boede hos hende på hendes gamle dage, de strikkede for folk. kathrine gik også ud for at vaske og tynde roer, hun var så dygtig til at hækle at hun kunne hækle mellemværk efter bogstaverne i Horsens Folkeblad, og børnene i Sønderby fik gerne et pudevår med navn på af hende. Marie sagde engang til hende at hun måtte være glad fo at hendes ende hang fast for ellers gav hun også den væk.